-
Danske pensionsgiganter har investeret millioner i omstridt selskab
المصدر: BDK Finans / 15 يوليو 2024 11:55:13 America/New_York
Store bulldozere fra den Texas-baserede maskinproducent Caterpillar er i flere år blevet brugt til at nedrive palæstinensiske hjem og infrastruktur i besatte områder på Vestbredden og i Gaza. Sådan lyder kritikken fra investorer og Amnesty International ifølge Finans. Nu advarer FN-eksperter om, at virksomheder gennem deres investeringer i selskabet kan bidrage til at bryde menneskerettighederne i Gaza og til at medvirke i »potentielle grusomme forbrydelser«, lyder advarslen fra FN-eksperterne. De opfordrer samtidig pensionsselskaber til at droppe deres investeringer i Caterpillar – herunder også danske selskaber, der har investeret millionbeløb i Caterpillar. Det drejer sig blandt andet om Danske Bank, Velliv, AP Pension og Sampension, der alle holder fast i deres investeringer i selskabet trods udmeldingen. Over for Finans oplyser de danske investorer, at de har øget opmærksomhed på deres investeringer i højrisikoområder, hvor der er krig, eller i besatte områder. Dog vil ingen af selskaberne kommentere FN-eksperternes opfordring eller svare på, hvorvidt de vil ekskludere Caterpillar, skriver Finans. Norsk pensionsgigant afbryder samarbejde Imidlertid afbrød Norges største pensionsfond alle forbindelser til Caterpillar i juni og begrundede det med bulldozerfirmaets bidrag til opførelsen af ulovlige bosættelser og andre menneskerettighedskrænkelser på Vestbredden og i Gaza, skriver nyhedsbureauet Reuters. Pensionsfonden KLP traf beslutningen om at sælge deres aktier til en værdi af 69 millioner dollar, da de ikke mente, at Caterpillar formåede at give tilfredsstillende forsikring om, at de arbejdede på at reducere risikoen for at deres udstyr bliver brugt af israelsk militær mod palæstinensere. Kiran Aziz, leder af ansvarlige investeringer hos KLP, hævdede, at de ikke mener, at Caterpillar har været i stand til at påvise, at selskabet har foretaget reelle ændringer for at mindske risikoen for, at udstyret ikke bliver brugt til at overtræde humanitær lov. »I lang tid har Caterpillar leveret bulldozere og andet udstyr, som er blevet brugt til at nedrive palæstinensiske hjem og infrastruktur for at rydde vejen for israelske bosættelser,« sagde Kiran Aziz til The Guardian. Caterpillar sælger ikke udstyr direkte til det israelske militær, men bulldozerne bliver importeret til Israel gennem Israeli Tractors and Equipment (ITE). Foruden Caterpillar nævner eksperterne i erklæringen fra FN, at det også gælder virksomhederne BAE Systems, Boeing, General Dynamics, Lockheed Martin, Northrop Grumman, Oshkosh, Rheinmetall AG, Rolls-Royce Power Systems, RTX og ThyssenKrupp. https://www.berlingske.dk/virksomheder/danske-pensionsgiganter-har-investeret-millioner-i-omstridt-selskab